Japan Fuji Marathon 2019

Hvorfor fik jeg egentlig aldrig skrevet om vores tur til Japan, hvor jeg løb Fuji Marathon? Tja, jeg ved det ikke, men nu skriver jeg om det. 

Vi blev i Japan en 10 dages tid, men det er en anden historie. Jeg sætter fokus på løbet. Stedet hvor vi ankom hedder Kawaguchiko, en lidt mindre by der ligger op til Lake Kawguchi. Vi ankom sent til byen, det var mørkt og det øsregnede, vi hoppede om bord i en Taxa og blev kørt en 10 minutters tid, jeg havde printet adressen ud fra Booking Hotels. Det tog lidt tid for Taxa chaufføren at finde stedet, men til sidst blev vi sat af, et mørkt sted, vi kunne ikke se hvor vi var, og alt virkede øde og forladt. Jeg skimtede dog et sted, der lignede noget der kunne være stedet, jeg gik ind, men der var ikke nogen, og alt virkede tomt, der var en brochure som jeg kiggede på, det tog os ikke ret lang tid at finde ud af, at vi var sat af ca. 2 km fra det sted hvor vi skulle have været. Efter en lang dag med flyveturen og 4 timers transport i diverse bumletog, var der ikke meget energi tilbage, men stille og rolig tog vi kufferten og gik ud i regnen. Vi orienterede os efter Google Maps,og da vi ankom til lokationen hvor vi skulle bo, lå der kun små huse, der var omsluttet af mørke og den eneste lyd var den evige regn, vi gik frem og tilbage, men vi kunne ikke finde stedet, og alt stod på Japansk. Til sidst fandt min kone noget der kunne minde om en restaurant, hvor der var et forhæng og lidt lys, der kom et par Japanere ud til os og vi kom i snak efter bedste beskub, vi fik forklaret vores udfordring, ca. 100 meter fra stedet udpegede de der hvor vi skulle bo, men alt var mørkt. De utrolig behjælpsomme Japanere brugte en halv time, og fandt til sidst ud af hvad vi skulle. Det viste sig at medens vi fløj til Japan, havde stedets ejer sendt en kode til mig, som vi skulle bruge, i boxen lå en nøgle.  

 Her til venstre min søn Rune og Jans drenge der deltog i en 10 km.

Endelig kom vi ind, våde, driv våde, min dreng hoppede i et bad, min kone satte vand over og jeg gik ud i regnen igen, for der var jo hverken vådt eller tørt i huset. 1 km væk, havde jeg set en 7elleven. En time senere sad vi rundt om bordet og fik lidt at spise, det var en meget syret oplevelse. 

Næste dag så vi at det stadig var overskyet og nu fandt vi ud af, at vi ikke var længere væk fra banegården end 2 km, ja sådan kan det jo gå, at en længere taxi tur og mange timers traven i regnen viste, at vi nærmest havde set hele byen, hvis det ikke lige havde været mørkt. 

Et lille stykke fra banegården lå søen Lake Kawguchi, der hentede vi vores startnr. Det gik fint, alt fungerede og vi glædede os til næste dag hvor vi skulle løbe, eneste minus var at vi ikke kunne se Fuji bjerget. Dagen gik med bare at slappe af, spise lidt is og hygge. 

Næste dag var vejret med os, lidt støvregn op til start og kort tid efter var det afsted, lidt rundt i byen og derefter hen over broen der førte over Lake Kawguchi. Man kunne godt mærke lidt, at vi var i 800 højdemeter og selve ruten var ikke helt flad. En af de ting vi holdt øje med, var om vi kunne se Fuji bjerget. Og ca 18 km hen, skinnede solen pludselig og Fuji bjerget var synlig, hold op, det var et fantastisk syn, der stod den majestætisk med den hvide top. 

Det virkede som om løbet for alvor åbnede sig derfra, langs ruten stod de smukkeste træer i flotte orange, røde og gule efterårs farver. Ca. ved 21 km gik det op, en 2 km penge så vi endte i 1000 højdemeter, her løb vi også gennem en lille tunnel og kom op til søen Lake Saiko, forbi rismarker, små huse og i det hele taget et landskab der var smukt. Løbet bed fra sig, men ruten bød på så meget, at de ømme ben blev skubbet i baggrunden, ved ca. 33 km gik det ned igen til Lake Kawguchi. Da jeg kom i mål, følte jeg virkelig at jeg havde en fuldendt oplevelse.  

Dagen efter skulle vi videre mod Osaka, vi ville gerne have set Fuji bjerget rigtig, vi snakkede om det ved morgenbordet og pludselig var skyerne væk, Fuji bjerget stod der majestætisk i baghaven, det var helt vildt hvor tæt på den var synsmæssig, selv om vi vidste at den lå adskillige km væk. Fuji bjerget var ganske enkelt fascinerende at se på og dermed var opholdet i Kawaguchiko fuldendt. Et godt løb, et smukt sted og en farvel hilsen fra Fuji bjerget.

Thors Beach Triathlon 2021

Stævnet jeg deltog i bestod af 1900 meter svømning, 90 km cykling og 24 km løb på stranden langs Vesterhavet. Og det var i sandheden Thors dag, det tordnede og lynede om kab med at regnen væltede ned, stævnets start blev udskudt en time og en overgang tænkte jeg at det hele blev aflyst.

Alle ventede men på et tidspunkt var jeg nødt til at gå ud i regnen og sætte mine ting op i skiftesonen. Himlen rumlede videre alt imens jeg kæmpede for at få min våddragt på, fordi kroppen var blevet våd, blev det en lille smugle udfordrende.

Men kl. 7.00 gik starten i vandet, det regnede stadig en del, men Thor var gået i seng, jeg fik en fin start og svømmede stille og rolig distancen, op af vandet. Op på cyklen og så var det af sted, ruten var fin og let at finde rundt på, af og til kunne man høre at Thor skulle op og skvat pisse, hvor han i sin surhed brugte sin hammer et stykke tid. Lidt over 3 timer senere kunne jeg dreje ind i skiftesonen og gøre klar til løbet.

Løbet startede langs stranden i løst sand, Thor var oppe og skvat pisse igen, og jeg måtte løbe så tæt på vandet at jeg jævnligt fik skyllet mine sko i havet. Løbet foregik langsomt, og rolig men sikker lagde jeg den ene kilometer efter den anden bag mig, og med udsigt til en fantastisk natur, kunne man kun nyde det, efter 12 km vendte jeg om og nu var Thor for alvor faldet i søvn og solen kom frem. De sidste 4 km var virkelige udfordrende, mine ben var trætte, men med 4 km igen var det også en overkommelig.

I mål tog min kone imod mig og ”medaljen” var spidsen af et horn, hvor stævnets navn var graveret i med guldbogstaver, en virkelig flot medalje.

Stævnet som helhed skal have stor ros og er ganske enkelt unik, jeg skal helt sikkert med igen.

Bornholm “MARATHON ON THE ROCKS” 2020

Vi skriver den 12. september 2020. En for mig dejlig dag, det er nemlig det første officielle arrangerede Marathon løb, siden Corona i marts måned lukkede alt ned. Der er selvfølgelig cannonball løb, men jeg har ikke deltaget i dem, og jeg må sige at Corona har ændret mit fokus.

Inden Corona havde jeg en plan for, hvordan jeg skulle nå 100 Marathon løb i 2023, denne del inkluderede flere cannonball løb, men nu har jeg besluttet at jeg fremover kun vil deltage i Marathon løb der giver mig andet end bare “et Marathon løb”, dette kunne fx være et cannonball løb, der samler ind til kræftens bekæmpelse.

Så hermed er det udstukket nye retninger. Og jeg må sige at, “MARATHON ON THE ROCKS”, der er arrangeret af Albatros Rejser, til fulde levede op til mine forventninger.

Løbet gik fra Gudhjem til Rønne langs kysten. Det meste af strækningen var på trail spor, med ca. 800 højdemeter, det lyder ikke af ret meget, men, men, men…. den tager nu meget godt fat i løbebenene, man mærker tydeligt at det går op og ned hele tiden.

Turen langs kysten er en meget smuk oplevelse og giver så meget igen, at man helt glemmer ømheden og den udfordring man er ude i. Løber er helt klart et besøg værd, og hvis det arrangeres til næste år igen, skal jeg helt sikkert afsted.

København Ironman den 18. august 2019

F….. det er bare en lang dag, som i lang, men hvor er det også en fed fornemmelse der breder sig i kroppen de sidste 3 til 4 km, jeg har ikke travlt med at komme i mål, jeg nyder det, men for nu at være helt ærlig, så har kroppen fysisk heller ikke travlt, den har fortalt mig, “ved du hvad Jesper, der er udsolgt”.

Men inden vi kommer i mål, så lad os lige skrue tiden tilbage, til kl. 3.00 hvor min mobil ringer og vækker mig, jeg skal op og spise lidt, få en kop kaffe og pakke det sidste. Det er en hel rituel dans, der foregår de sidste 3 til 4 timer. Kl. 5.00 forlader jeg hotellet og bevæger mig langsomt ned mod metroen, der skal transportere mig til Femøren. En time før den første start er jeg så nede ved Amager strand, vejret er skønt, ingen vind, temperaturen er lige omkring 17 grader, og speakeren fortæller at vandtemperaturen er 18.3 grader, så alt er perfekt. Jeg tjekker min cykel, sætter min flaske på og placerer en banan, så jeg kan spise lidt efter svømmeturen.

Kl. 7.00 går starten for profferne, og nu kommer ventetiden, der er rullende start for age grupperne, jeg har valgt en badehætte, og “bås” hvor jeg skal svømme mellem 1.24 og 1.28, jeg har lukket mig inde i min egen bobbel, og hører stort set ikke noget. Jeg ved, at svømningen er vigtig for mig, de første 400 til 500 meter er afgørende, da jeg af og til har et tilbagefald med min atrieflimren, men jeg kommer afsted i et fint tempo, og efter 800 meter ligger jeg og svømmer helt afslappet, min svømmetid blev 1.27, så på min vurdering af tiden kunne ikke ramme bedre.

Der blev klædt om og så var det op på cyklen, af sted og stille og roligt fik jeg cyklet den ene kilometer efter den anden, på vej rundt så jeg desværre flere triatleter, der var styrtet i de sving der var, en på vej ind i ambulancen. På den ubehagelig måde blev man mere påpasselig i svingene, og specielt de sidste 20 til 30 km hvor det begyndte at regne. Men langt om længe var de 180 km på plads og jeg kunne med stor glæde hoppe af min cykel, at sidde på en cykel i over 6 timer er bare rigtig lang tid.

T2 blev hurtig overstået, efter 5 min var jeg på vej ud, og til min store overraskelse og glæde stod min kone og bedste kammerat og tog imod mig på vej ud af T2, jeg vidste ikke at de ville være der, det var bare mega fedt og en stor glæde. Efter den overraskelse var det om at få fokus tilbage på løbet og lade være med at tænke over, at der nu lå 42.2 km foran en, jeg planlagde at holde et afslappet tempo, jeg fortalte mig selv at jeg skulle holde et tempo, hvor jeg bare kunne blive ved hele dagen. Det gik super godt, alt i alt skulle 4 runder tilbagelægges a 10.5 km. For ca. hver 2 km var der mulighed for at få drikkelse og lidt at spise, her er faren at indtaget kan blive for voldsomt, så jeg lagde en strategi der hed, at jeg ville stoppe og tage lidt ved hvert depot post, men kun sippe en mundfuld, det fungerede fint. Da jeg ramte 21 km, kunne jeg mærke, at nu var der snart udsolgt, så jeg lagde en ny strategi hvor jeg skulle lunte de næste 10 km.

31,5 km og nu skulle jeg ud på sidste runde, på vej stod min kone og ville give mig en hindbærsnitte, ahhhhh…. hvor ville jeg gerne have den, men jeg turde ikke tage den da hjælp udefra kan medføre en diskvalifikation, dette vidste min skønne kone jo ikke, men bare tanken var en hjælp. Løb, gå, løb, gå…. langsomt kom jeg km for km tættere på målet, og som nævnt tog jeg den med ro de sidste 3 km, nød turen ind, de sidste 200 meter var mega fedt, da jeg passerede målstregen var trætheden stor og glæden enorm. “Jesper, Jesper…”, nu registrerede jeg at min kone og kammerat stod og råbte på mig, så kan man sige, hvor fedt er det lige at komme i mål.. JA, det er megafedt. Tak til min kone, kammerat og at triathlon findes.

Grossglockner Ultra Trail Juli 2019

50 km ultraløb med 2000 højdemeter i Grossglockner, det lyder ikke så voldsomt, men jeg må tilstå, at de 50 km hører til de mest udfordrende jeg har prøvet. De første 18 til 19 km er ok, man kommer over den første top i 2700 højdemeter, jeg tænkte så nu mangler der ikke så meget. Efter en kop suppe gik det videre og nu kunne jeg se udfordringerne der lå foran mig… det meste af ruten var hen over store ufremkommelige klipper, der var passager hvor man kunne tage fat i en stålvejer og trække sig op. Efter ca. 30 km nåede jeg den sidste top og var klar på, at nu skulle der løbes ned mod mål, men nej her kom det sværeste stykke, først måtte man balancere hen over klipper og bedst som man kom forbi det stykke, gik ruten hen over 500 til 600 meter sne hvor det gik stejlt ned, på et tidspunkt valgte jeg at sætte mig ned og stave mig frem, det gik hurtigere, her fik jeg da overhalet et par stykker. Da jeg endelig kom ned på fremkommelige løbe rute, smuttede opmærksomheden og jeg vred om på, ja, man skulle tro det var løgn, begge mine ankler, hurtig fik jeg viklet tape rundt om anklerne og så var det af sted, inden jeg tænkte for meget over det. Til sidst kom jeg i mål. En fantastisk dag. Næste dag kunne jeg så humpe rundt i Wien med et par klump ankler.

NxM XT50

Den 25. til 26. maj Silkeborg

Her klar til natte løbet.

XT 50, så kom vi endelig i mudder og i vandet. Løbets specialitet er orienteringsløb, hvor mudder og vandgang er en naturlig del, og det sidste har jeg savnet lidt i de andre år, hvor jeg har deltaget i XT løbet, der er et trailløb. Der er markeret, så man på XT 50 løber 22 km til Night Campen, ca. kl. 23.00 løbes der så et natløb på ca. 6 km, hvorefter der igen løbes 22 km hjem igen næste dag. Jeg synes at løbet nu har fundet sit leje, hvor længden og sværhedsgraden passer, det er ganske enkelt et fantastisk løb hvor naturen er lige så fantastisk i Silkeborgskoven.

Lige pt. er der XT 25 og XT 50, hvad ville der ske, hvis man lavede en XT 60, altså en ultra trail over de 2 dage, hvor man løber samme strækning ud og hjem som XT 50, men hvor natteløbet så blev på ca. 16 km?

Som det ser ud nu, hvor jeg står og ser ind i løbet, virker det som om XT klassen vokser, så det betegnes som en succes.

Vi ses i 2020.

København Marathon den 19 maj 2019

Min København Marathon nr. 8., hvad skal jeg sige om dig, du byder på meget, sol og masser af underholdning undervejs, ja op til 22 grader, fra en skyfri himmel, det var måske lige varmt nok. Du havde gudskelov en del poster hvor du bød på vand, energidrik og frugt, det var godt. Teknisk er du også blevet opgraderet, så snart jeg havde passeret målstregen, sendte du mig en sms, om hvilken tid og placering jeg har opnået, og på min mail, har du også sendt et link til gratis billeder. Min familie kunne følge mig via den app som du har lavet, alt fungerer.

Og når man nu er så smuk og så god, ja så kommer jeg igen og løber min 9. Københavner marathonnæste år, farvel og på gensyn dit dejlige løb.

Den 8. september 2018

Challenge Almere - Amsterdam Ironman

Europas ældste langdistance triathlon, som består af 3.8 km svømning, 180 km løb og 42.2 km løb, bliver afviklet i Almere en forstad til Amsterdam. Området bærer præg af et nyt kvarter, hvor der er et ret stort gågade system, hvor kunst og spændende arkitektur folder sig ud.

Arrangementet var ventet med stor spænding, for flere steder er stævnet omtalt rosende. Stævnet fortjener ros, men der er også en mangel, nemlig tilskuere som hepper langs løberuten, vi løfter lige denne udfordring senere, lad os starte med chek ind.

Dagen før, skal man som sædvanlig til racebrifing og chek ind af cykler og runningbag samt bikebag. Racebrifingen virkede ikke så omfattende, der blev sagt det vigtigste men heller ikke mere, her var det bestemt en fordel, at jeg havde læst den racebrifing, der var sendt ud. En dejlig detalje ved afleveringen af cykel og runningbags var, at taskerne var inde i et telt, derfor behøvede man ikke at pakke tingene ind i poser ved evt. regn. En stor ulempe var dog, at der var så lidt plads, at man ganske enkelt var nød til at tage sin racebag og finde et andet sted i teltet til omklædning, der var ingen bænke eller stole, man kunne sætte sig på, det kunne gøres bedre.

Næste dag kunne man så gøre sig klar, der var tid til at tjekke det sidste af, og ca. 10 meter fra skifteteltet, skulle der svømmes, så det kunne ganske enkelt ikke være tættere på. Jeg nåede lige i vandet da startskuddet gik, her var der ikke rullende start, der ellers er mere og mere benyttet, men en stor fællesstart. Efter et par spark på kroppen, kom jeg fri af masserne og lå for mig selv. Da jeg rundede de 2 første store bøjer skulle jeg orientere mig over et langt lige stykke, her var der så langt mellem bøjerne, at de ikke kunne ses, så det var bare om at følge efter de triathleter der lå foran en. 3.8 km senere var det op af vandet, ind i teltet og skifte til cyklingen. Efter skiftet var der kun 50 meter over til cyklen, og 100 meter senere kunne man cykle.

Ruten var flad som en pandekage, nemt kunne man så tænke, meeen….. nej, vinden fra Nordsøen havde planlagt passende udfordringer til ruten, den ene del blev man blæst af sted med god fart, og så snart man drejede op mod vinden, var det bare hårdt arbejde, som i hårdt. Fordelingen var ca. 70 km medvind, 70 km modvind og 40 km sidevind. Poster med drikkelse, gel osv. var super godt på ruten. Efter 180 km landede man så i skiftezonen igen med trætte ben. Jeg må dog sige, at jeg ikke husker en mere menneskefattig supporterrute i min tid som triathlet.

Efter skiftet var det ud på de “sidste” 42 km. Området hvor skiftezonen var og som også var målområde, og som vi skulle passere 6 gange, var en stor fest, med tilskuere, høj musik, fyrværkeri … ja det fungerede, men resten af rundturen var en lang ørkenvandring, hvis det ikke var for de depoter, der hyppigt stod der og var rigtig gode, samt de supportere der var betalt for at underholde os, ja så havde det været en ualmindelig lang løbetur.

Modtagelsen ved mål var en super fed oplevelse, der kunne man mærke festen.

Så hvad er konklusionen, et arrangement hvor der ikke er meget støtte fra tilskuer, ja de kunne næsten tælles på en hånd. Selve arrangementet er super godt organiseret. Men hvis en spurgte mig om jeg ville tage til Almere igen, ville svaret være nej.

Hannover “Ironman” den 3. juni 2018

Hannover er et billigt alternativ til de lidt dyre arrangementer. For lige omkring 900 kr, får du adgang til 3.8 km svømning, 180 km cykling og 42.2 km løb. Svømningen er i en af kanalerne og vandet er meget klar, cykelruten er 30 km´s omgange på en meget flad og smuk rute og løbet afvikles over 4 runder, hvor du kommer rundt om en meget smuk park, der fylder det meste af løberuten.

Medhjælperne er søde og i det hele taget fungerer stedet godt. Sikkerheden i vandet er ikke helt i top, på et tidspunkt var jeg lidt i tvivl om jeg havde fået tilbagefald med atrieflimren, der var ingen medhjælper i nærheden, så jeg svømmede 50 meter ind til kanten, tjekkede min puls, ventede lige 2 minutter inden jeg svømmede de 50 meter ud igen og videre, alt var som det skulle være, men ingen opdagede min lille udflugt til kanten, så det eneste man kan sige om det er, at jeg lige svømmede en omvej på 100 meter. Men sikkerheden skal bare være i top når folk svømmer, så der får arrangørerne et lille minus.

Resten af arrangementet er i top med masser af forsyningsposter ude på ruterne. Så hvis man ikke er til en ny taske, finisher trøje og store medaljer, men et arrangement til billige penge, ja så er Hannover et godt bud.

Min løbe makker Jan tog en halv Ironman.

Silkeborg Nordisk X Marathon XT50 den 26. til 27. maj 2018

Det er en fantastisk naturoplevelse at deltage i dette løb. Jeg ville så gerne bo og træne i Silkeborg skovene, men nu bor jeg i Odense. Jeg er dog så heldig, at jeg kan deltage i dette fantastiske løb en gang om året, og det glæder jeg mig til, selvfølgelig skal jeg deltage i XT50 til næste år.

Langsomt bliver der skruet op for ruternes udfordringer på XT delen. Sidste år var der selvfølgelig højdemeter, der var lidt mudder og man blev våd til anklerne, men i år synes jeg, de ramte den næsten lige, hvor det skulle være, masser af passager, hvor der var mudder og vandgang, der nåede lidt over hoften. Det gik op og ned, langs de små stier, ned i mudder, i vandet og op på stierne igen, en næsten perfekt rute.

Det er selvfølgelig ikke helt i orden at skrive næsten perfekt, ud fra det de har lovet, men det er fordi der ligger et ønske i min beretning. Nemlig det, at på XT50 ville jeg gerne bede om en overgang, hvor vi skal svømme, når den kommer, så har vi alt hvad hjertet kan begære.

Selve ruten er perfekt mærket op, den er spændende og varieret. XT50 er fordelt over 3 etaper 22 km ud til campen 6 km om natten og 22 km hjem igen næste dag. En lille forbedring her ville være, hvis man kunne sende løberne af sted på en lidt bredere rute de første 500 meter, så der kommer lidt mere spredning på. Der var ikke plads til overhaling, og derfor løb vi faktisk bare i en lang række ca. 4 km. Men det er en mindre detalje, da jeg ikke jagtede tider.

Stor ros til målområdet, hvor der var en fantastisk burger og frugt, i år kunne man så også lige skylle sig, det var dejligt. Så kære Silkeborg, tak for et godt løb.

101 deltagere gennemførte og jeg lå midt i som nr. 52 i en samlet tid på 7:48:08

Paris Marathon den 8. april 2018

Et stort løb der hører til et af de bedre, ganske enkelt fordi det er i Paris, der er noget meget specielt ved at stå på Avenue des Champs-Élysées hvor starten gik. Efter jeg havde afleveret tasken, skulle jeg om til start. Man passerede Triumfbuen, her var rundkørslen, der normalt er bilisternes domæne, nærmest blevet indtaget af løbere, så bilisterne skulle liste rundt, og jeg kunne gå med min kone Kirsten ude på gaden hvor vi tog billeder. Jeg må indrømme, at det virker fedt, når man er en del af noget, der får de historiske steder til låns, selv om det kun er for et kort øjeblik.

Starten var lidt speciel, musikken drønede ud over Avenue des Champs-Élysées, og lige inden starten skulle vi lave den berømte klapperytme, som det Islandske fodboldlandshold introducerede under fodbold VM. Så blev der talt ned, og endelig kunne man komme af sted, sammen med ca. 50.000 løbere, det er i antal det største marathon jeg har deltaget i.

På vejen rundt mødte vi selvfølgelig andre historiske steder, ruten bølgede lidt op og ned og virkede ikke helt så flad, som jeg havde forestillet mig, der var masser af speciel underholdning samt support af en hel del tilskuere. Min kone tog et par billeder, det ene sted var efter 2 km ved La Place de la Concorde med den store obelisk fra Luxor, det andet sted var efter 29 km ved Eiffeltårnet.

Et lille minus skal de nu have for deres depot poster, hvor det var lige klumpet nok når man skulle have vand eller frugt, det var lige før de stakkels medhjælpere ikke kunne følge med. På alle poster var der banan, rosiner, sukker, vand i flaske og appelsiner.

Efter målgang, fik vi medaljen og finishertrøjen, hurtig tog jeg lidt vand og frugt, fik fat på min taske og så var det ellers om at komme op til Triumfbuen hvor Kirsten ventede.

Paris Marathon er bestemt et besøg værd, ikke for turen rundt, der kan Berlin også følge med, men da jeg havde afleveret tasken om morgenen, blev jeg mødt af solen der bagte disen væk fra Triumfbuen, da jeg skulle hen til og starten på Avenue des Champs-Élysées. Og løbernes okkupering af rundkørslen rundt om Triumfbuen er helt specielt, hvad mere kan man ønske sig?

Billeder Paris Marathon 2018

Flensborg Halv Marathon den 24. marts 2018

I vådt og koldt vejr cyklede Jan og jeg til Bøjden, hvor vi tog færgen til Fynshav, hvor vi blev mødt af tørvejr. Vi cyklede videre til Flensborg, hvor vi overnattede til næste morgen, for vi skulle løbe en halvmarathon inden turen atter gik hjem på cyklen.

Halvmarathon løbet er et mindre arrangement, løbet koster 21 euro. Selve ruten er bygget op som 2 runder, hvor det meste af det er på grusvej, og mindre stier, man kommer også gennem et stykke skov. Det er en hyggelig rute der er flad og god. Løbet kan anbefales til denne pris.

Köln marathon den 1. oktober 2017

Det er første gang jeg har deltaget i Köln Marathon, det samme for min løbemakkers vedkommende. En køretur på 700 km, så lad os sige det som det er, vi var spændte på løbet, det organisatoriske, og hvad der blev budt på efter løbet, vi havde hørt en lille PipHans sige, at det ikke var noget at råbe hurra for, men....

DET VAR SUPER!

Så enkelt kan det siges. Da vi ankom til messen, var der et stort udvalg af boder og diverse tilbehør, som hører sig til ved de store løb. Selve udleveringen af løbenummer gik tjep, og løbsposen, der blev afleveret til skiftetøjet, var af den bedste kvalitet jeg længe har set, ja det var lige før, det var en lille taske, med små lommer i siderne og en lille lomme med lynlås foran, tasken var selvfølgelig fyldt med små hæfter, reklamer og gratis prøver, der efterhånden hører sig til, men oven i det var der et typisk Köln ølglas, hvor der var trykt årstal og marathon logo på.

Næste morgen tog vi U-Bahn ind, og det var gratis, hvis du havde et løbenummer, det var bare sådan en lille ting, der gjorde en forskel. Ind til området, aflevere tasker, og se halvmarathon løberne tage afsted.

Vejret var fint, af sted kom vi. Selve ruten var god, masser af underholdning og masser af tilskuere, ruten sluttede ved Kölner Dohm, der bare er fantastisk smuk, et fantastisk sted at lave "Ziel" på.

Da vi kom over stregen fik vi en medalje, der hører til en af de pæneste jeg har set. Der blev budt på vand, suppe, cola, æblejuice, øl, æble, brød med salt, hotdogs, flute, pølse, smurt rugbrød, Cult, kager, ja, der manglede bare ikke noget.

Fat i tasken, og ned til badeområdet, hold da op, 3 store vogne, med store dyre design brusehoveder, hvor vandet var varmt og dejligt.

Köln Marathon er bare køreturen værd.

København Halv Marathon September 2017

Regn, lyn, torden, hagl, kæmpe vandpytter, en løs ledning faldt ned og sendte strøm gennem en person i de kæmpe vandpytter og 2 personer blev ramt af lyn (alle har det godt). Jeg nåede lige i mål, da løbet blev aflyst. Alle blev bedt om at tage hjem omgående, de der var kommet i mål, og i forvirringen ikke fik en medalje, ville få den eftersendt.

Billede: Nordjyske 17. sep. 2017. Foto: Heine Pedersen/Scanpix 2017

Kommer jeg igen, JA og atter JA, en arrangør der af sikkerhedsgrunde aflyser et så kæmpestort løb, kan man kun få kæmpe respekt for. Der hersker nemlig ingen tvivl om, at der nu fremadrettet forestår et kæmpe arbejde, der er rigtig meget der skal samles op.

Jeg havde en super godt løb, synes det var fedt med alt det regn, jeg elsker når det uforudsete sker, havde dog ønsket, at det ikke gik så voldsomt ud over arrangementet.

Glücksburg OstseeMan den 6. august 2017

Hvordan fortæller jeg om et arrangement? Nogle gange sætter jeg fokus på rammerne, andre gange på selve oplevelsen, denne gang bliver det en blanding af begge dele.

Jeg har været til OstseeMan før, og begge gange har været gode oplevelser, det er en Ironman distance der kræver mere end fx. Billund - Herning og Copenhagen Ironman, hvis vi nu forudsætter, at vejret er ens alle 3 steder.

Lad os starte med svømmestrækningen på 3.8 km. I år var der lidt blæst der gav godt gang i bølgerne, og da jeg er den type, som bliver søsyg, måtte jeg lide den tort, at jeg kort inden målgang skulle kaste op, men da min mave var tom, kom der ikke noget. Både i Billund - Herning og Copenhagen Ironman er risikoen for bølger minimale, i forhold til Flensborg Fjord. Selvfølgelig var det ikke alt, for Flensborg Fjord kan også byde på vandmænd og brandmænd, 4 gange måtte jeg kæmpe mig igennem bælter på ca. 200 meter, hvor de var i hundredvis, og jeg brændte da også ansigtet, ikke voldsomt, men alligevel kan det stadig mærkes på mine læber i dag (dagen efter). En overgang, prøvede jeg at holde mit hoved over vandet, men jeg opgav. Lad mig sige det på denne måde, at mærke flere vandmænd hver gang man tager et svømmetag, og det at de rammer en i ansigtet, er ikke så slemt, men det er det, når du hele tiden tænker på, om det nu er en brandmand.

Så kort fortalt tog svømmeturen næsten 15 min. længere end den plejer, samtidig med at det blev en hård og stressende oplevelse, der satte sig i kroppen resten af dagen. Normalt er svømmeturen det, som jeg nyder og bruger som ren afslapning, før der skal arbejdes med cykling og løbet senere på dagen.

Næste trin i raketten er jo normalt cyklingen, men denne gang må skiftet med. Så snart jeg kom hen til den første medhjælper efter svømmeturen, lynede vedkommende min våddragt op, så kunne jeg koncentrere mig om at tage min ur af og fortsætte til skifteteltet, inden jeg kom ind, kom en anden medhjælper med min skiftepose, hjalp mig ud af våddragten og gav mig min cykeltrøje på, medens jeg satte mit ur fast. Jeg havde et par madder og marsbar i tasken, det kom hun i lommerne, alt i mens jeg lynede min trøje, vupti vupti, pakkede medhjælperen alt andet ned i posen, på ingen tid var skiftet foretaget. Det er service, på et højt plan i min verden.

Så nu må vi hellere komme op på cyklen, Herning - Billund og Copenhagen er flade, som en pandekage til sammenligning med OstseeMan. OstseeMans cykelrute består af 6 runder af 30 km, fordelen er at jeg talte runder ned, og ikke så meget km tilbagelagt, det virker mere overskuelig, når jeg siger, “nu er jeg på vej mod sidste runde, nu går jeg i gang med sidste runde”, psykologisk virker det lettere på mig. MEN der er mange sving, og det går en del op og ned, i alt målte jeg 1951 højdemeter(gælder for både cykel og løbe distancen), det kan mærkes på mine små lamselår, de bliver brugt godt og grundig. Opbakningen af tilskuer er meget høj, der var en 5 til 6 steder, hvor vi virkelig blev fejret og heppet på. 3 steder på ruten kunne jeg få vand og 2 af stederne kunne jeg få energidrikke, det er høj service.

Ind efter 180 km cykling, nu venter der 42,2 km løb. Igen kommer vi til pandekagen: Herning - Billund og Copenhagen løberute er flad som en pandekage til sammenligning med OstseeMan. Der er 5 runder a. ca. 8,5 km så det passer med de 42,2 km der skal tilbagelægges, og som sagt målte jeg 1951 højdemeter(gælder for både cykel og løbe distancen), føj jeg synes det var hårdt. Opbakningen og forsyningerne på løberuten var perfekte, der er utrolige søde medhjælpere på ruten, (dette gælder for hele arrangementet). Jeg var også så heldig, min faste makker Jan var med og heppede på mig på løberuten.

Sidst men ikke mindst, er det jo en kæmpe forløsning, at komme i mål på en Ironman. Så ønsker en eller anden, at udfordre sit Ironman løb, bare lidt mere, ja så er OstseeMan perfekt. Samtidig med at det hele er bygget meget tilskuervenligt .

Her ses højdeprofilen for Ostseeman.

Ålborg ½ Ironman den 9. juli 2017

Spørgsmålet er jo, hvad kan du og hvad vil du? Altså ikke mig, men ruten. Den kan meget, måske for meget. Men sådan er det jo, jeg er ikke i gang med at lave negativ kritik af arrangementet, det var super og medhjælperne var utrolige søde, så på denne front kunne du rigtig meget.

Men kære svømmetur på 1900 meter, du var en pragtfuld sø, du var 18,01 grader varm og var rigtig behagelig mod min krop, du lå i læ, så vinden ikke betød ret meget for bølgerne. Dine bøje markeringer, var jeg ikke så glad for, jeg havde i hvert fald svært ved at orientere mig, men hvad, så svømmede jeg bare efter alle de hvide badehætter, der poppede op foran mig, til sidst slap du dit tag i mig og lod mig komme op af vandet, så jeg kunne komme hen til min cykel.

Skifte området, (T1 og T2), fungerede også, jeg havde ikke helt overblikket, men så var der et par søde medhjælpere, der viste vej, før jeg spurgte, det spillede bare. Henne ved min cykel, der bare ventede på at komme af sted, klædte jeg om, mit skiftetøj lå i en hvid kasse, så jeg var glad for, at jeg havde taget min vandfaste Tube taske, hvor jeg kunne droppe våddragten. Et par bidder af en banan, på med cykelsko, hjelm, cykelbriller og så var det ellers om at komme af sted.

Cykelruten var sur denne dag, for den havde flere rynker, som jeg skulle op af, over 2 runder, men bror vind ville også være med, for den pustede og pustede, så det var lidt svært, at cykle de første 12 km, ja andre kalder det modvind. Så drejede jeg lidt af, så vinden kom fra siden og lidt mod- og medvind på skift, vinden gav dog et godt skub fra ca. 35 til 40 km, men så kom den igen op mod en, da anden runde startede. Fra km 78 pustede vinden godt i ryggen på en og hjalp til hele vejen ind mod mål.

I skifte området var det så om at komme af sted på løberuten, du var kun 5 km lang, men det var som om du grinende lidt og sagde, ja jeg er kort OG hård, men alligevel var du glad, for du lagde dig helt fladt ned, så jeg kunne løbe uden andre udfordringer, end det at jeg var træt.

Så kære Ålborg ½ Ironman, du var skøn at mødes med, vi ses til næste år.

Xterra Off Road Triathlon den 4. juni 2017

Der er en stemning af “komme hinanden ved”, der er en hjælpsomhed, der er helt speciel til Aarhus Xterra. Men først lidt om ruten.

I år blev svømmedelen afkortet til 450 meter, da havtemperaturen lå på 13.9 grader, når man tænker på at den oprindelige svømmedistance var på 750 meter, kunne vi vel lige så godt have svømmet de sidste 300 meter, men hvad, sikkerheden kommer først.

Mountainbike ruten var lige knap så udfordrende som den havde været de sidste 2 år, hvor jeg havde deltaget. Måske for igen at sætte sikkerheden højt da vi er mange motionister som deltager, og risikoen for styrt er større hos os end de garvede MTB ryttere. MEN, MEN, MEN…. ruten var nu skrap nok, jeg lagde mig ned 2 gange, og fumlede rundt som en anden amatør, eneste trøst var at jeg ikke kom til skade, blot lidt øm krop, og jeg så en del MTB ryttere hvis tøj var godt smurt ind i mudder, så alt i alt, var der mange ligesindede.

Og netop på MTB turen viste det sig, at folk kom hinanden ved, jeg så en dame der rodede med sin kæde, og vupti rytteren foran mig hoppede af og hjalp. Den næste som samtidig overhalede mig, råbte, “har I det I skal bruge?”. De gange jeg lå ned, blev der straks spurgt: er du OK? Helt automatisk satte jeg også tempoet ned, når jeg så nogen ved kanten og spurgte ind til om alt var ok.

At komme hinanden ved, fortsatte på løbe delen. Man hilste pænt på hinanden, dem man overhalede sagde altid “ godt løbet”, og sådan udviklede der sig et “godt løbet” hver gang man passerede hinanden. En løber, som var træt, og som var på vej væk fra ruten, stoppede jeg op og råbte til, indtil jeg var sikker på, at han var på rette spor igen, på en eller anden måde føltes det endnu mere naturligt end normalt. Hjælpen og hensynet til hinanden var enorm.

Så hvad er konklusionen på løbet? Bortset fra at det er et super arrangement, og at der er styr på arrangementet, så vinder Xterra mest på “hensynet til hinanden”. Så her må det være på sin plads at sige tak til arrangørerne, medhjælperne og ikke mindst os selv, deltagerne, som er så gode ved hinanden.

Vi ses i 2018

Berlin Halvmarathon den 2. april 2017

Jeg var i Berlin med min søn Rune, Berlin Halvmarathon er bare en god oplevelse.

Thy Trail Nationalpark den 25. februar 2017

De kalder det Danmarks barskeste marathon løb, om det er det ved jeg ikke, men barskt er det nu. I år var hele ruten fuldstændig tør, sidste år løb vi konstant gennem vand, iskoldt vand. I år var der regn næsten fra start, en kold regn, flere deltagere måtte udgå netop på grund af nedkølingen. Sidste år skinnede solen.

Det barske ligger i, at vejret kan vise sig fra så mange sider, eller det at naturen i nationalparken er så fugtigt, at du løber gennem iskoldt vand. Ruten er lettere kuperet med ca. 320 højdemeter, men hårdt bliver det også, fordi der flere steder inde i parken ligge løs strandsand, hvor du hele tiden skal arbejde ekstra meget, og ca. 10 km af løbet er langs stranden.

Så lad mig sige det på denne måde, løbet hører til de barske i Danmark, men du får en naturoplevelse, der gør at du glemmer, hvor hårdt det er.

Hvis man løber marathon, er det et af dem, der SKAL krydses af på CV´en.

Big Four november 2016

Disse 35 atleter blev i går hyldet som de første til at gennemføre en BIG FOUR under paraplyen Greater Copenhagen Achievements. I 2016 har de gennemført både KMD IRONMAN Copenhagen, CPH Marathon, CPH Half og KMD 70.3 Elsinore. (Står der i teksten på KMD Ironman og Spartas facebook sider).

Ja, vi var 35, jeg var en af dem, ved en tilfældighed. Jeg havde tilmeldt mig alle fire arrangementer, før jeg vidste at det eksisterede. Selve hyldesten var nu tja...

Hvorfor er det så interessant alligevel, jo for alle fire disipliner har en rekord, aldrig har jeg været så længe om et marathonløb, aldrig har jeg været så længe om en ½ ironman, aldrig har jeg været så længe om en Ironman og aldrig har jeg været så længe om en halvmarathon. Tvisten er så, at de tre løb blev gennemført med Atrieflimren og ved Ironman fik jeg piller så min puls blev holdt kunstigt nede. Men der blev arbejdet meget hårdt, for at få løbene i hus, da kroppen konstant er på overarbejde.

Tour De Tirol oktober 75 km 3500 højdemeter 2016

(for mig 68 km og ca. 3000 højdemeter)

Hexenwasser hvor jeg blev stoppet efter 35 km.

Løbet afvikles over 3 dage, dag et 10 km løb med 330 højdemeter, dag to 42.2 km med 1829 højdemeter og dag tre 23 km trail med 1240 højdemeter.

Det er et godt løb, med en rimelig skarp tidsgrænse på marathon delen der hedder 7 timer. specielt når vi tænker på det antal højdemeter der er, til sammenligning kan vi tage Berlin Marathon hvor du har 6.30 time på en flad rute.

Alle 3 løb har deres charme og er gode at løbe. Man kan tilmelde sig til de enkelte løb, eller til den samlede pakke.

For mit vedkommende blev det en hård omgang, da træningen har været fraværende næsten en måned, det er blevet et til tre 5 km træningsture de sidste 2 uger samt et halvmarathon hvor jeg nærmest luntede / gik hele vejen.

Dag 1 fik jeg stille og rolig 10 km i hus.

Dag 2 var en hård dag, hvor den manglende træning gjorde, at jeg slet ikke kunne holde det tempo i sporet som jeg skulle, efter 35 km faldt jeg for tidsgrænsen.

Dag 3 var en fin dag, jeg kom igennem de 23 km trail rute, uden det store bøvl.

Se beretningen fra 2015, der er flere detaljer.

Rügen Ironman 70.3 den 11. september 2016

Rügen Ironman stævnet, er bestemt et besøg værd, buffeten efter løbet mangler ikke noget. Dagen før er der koncert nede på stranden. Stedet er meget smukt. Og stedet har historiske bygninger som fx Prora

Prora var et enormt ferieanlæg og badehotel opført af nazisterne på Tysklands største ø Rügen. Anlægget, der ligger cirka 150 meter fra Østersøen, blev bygget 1936-1939 som en del af “Kraf durch Freude” (KdF) -programmet. Otte identiske seks-etagers hotelblokke nåede at blive bygget, men aldrig taget i brug. Anlægget er interessant og kan også ses som en forløber for industrialismens masseturisme.

Prora ligger på den lange bugt mellem Sassnitz- og binz-regionerne nærProrer Wiek(Wiek er plattysk for: vig), på den smalle hede, som kaldes Prora, som adskillerJasmunder Boddenfra Østersøen. Bygningerne strækker sig over 4,5 km og ligger ca. 150 m fra kysten. Kysten har en lang sandstrand, som strækker sig fraBinztil færgehavnen. Stranden var derfor et ideelt sted at etablere et badehotel.

Svømmeruten er usædvanlig smuk i Binz. Cykelruten er lidt kuperet, men ligger i smukke omgivelser. Løberuten er også kuperet, hvor det føles, som om man skal hen over et minibjerg 2 gange.

Medhjælperne på ruten er der for en, det er vel organiseret. Efter løbet, tog jeg lige skoene af og tog mig et bad i havet, da ”Atleternes Garden” lå på stranden, en super fed ide, at slutte hvor man startede. Så herfra kan Rügen Ironman varm anbefales.

KØBENHAVN IRONMAN den 21.august 2016

God morning, god morning… the weather is perfect… Ordene kører bare i en uendelighed hen over Amager strandpark. Jeg har lynet min våddragt og står nu, hvad der skulle vise sig at blive en time, i kø, inden jeg skal begive mig i vandet og svømme 3.8 km. På en time er der mange tanker og meget strandsand, der kan skubbes rundt med. Har jeg nu trænet nok? ja, det har jeg. Er der sikkerhedsfolk nok? ja, det er der. Husk nu at starte stille op på svømmedelen, ja det skal jeg nok, hvisker min stemme. Jeg ser mig omkring, triathleterne hygger og snakker, jeg tænker, hvorfor er jeg ikke lige så afslappet som dem? Jeg kender ikke svaret, hele kroppen siger: Hallo, lad mig komme væk. Men nu står jeg I kø og pludselig er det min tur, jeg står bag en linie, hvor et ur tæller ned…. 3 - 2 - 1 - go…. Uret startes, jeg mærker vandet, dypper mine briller og tager rolige svømmetag ud til den første bøje, efter 7 til 8 minutter slapper jeg af, jeg mærker en god rytme og en masse positiv energi lader kroppen op. Under mig kan jeg se bunden af Amager strandpark, et fantastisk syn. Turen går videre mod den første bro, den anden bro, vende og retur. Lige med et har diesen lagt sig, bøjer, bro og de sædvanlige pejlemærker er væk, det eneste jeg kan se er ca 50 meter frem, en masse badehætter der popper op og ned, der hermed er blevet mit nye pejlemærke, jeg synes det var et fantastisk syn, ja ligefrem smukt.

Oppe ad vandet, går jeg hen og tager min skiftepose, andre løber forbi mig. Jeg tager min skiftepose, hvor jeg har pakket, som om jeg skal på en anden udflugt, våddragten krænges af. På med strømper, styrthjelm, briller og cykelsko. Efter 4 min kommer jeg op til min cykel, griber den banan, jeg havde klemt fast under drikkedunken i morges og spiser. Jeg betragter de fire amager-mader jeg har tapet fast til cykelstangen, det ser anderledes ud med den cykel der holder tættest på min, der er tapet en hulens masse gel i en sirlig række fast.

Op på cyklen og så af sted, en lang dag, der startede i morges kl. 3.15 da vækkeuret ringede, er nu godt igang, og jeg ved at cykelturen, er den disciplin der tager længst tid. Mentalt er ruten derfor delt op i 30 km intervaller, med 100 km som et nøglepunkt og 150 km som det næste. Når jeg så starter på den første 30 km splitter jeg den op i 10 km dele. der beregnes gennemsnit, hvornår amager-maderne skal spises, uanset om jeg har lyst eller ikke. Alt sammen tanker der skal afkorte turen mentalt.

Ca. 8 timer senere, hvor de sidste meter på cyklen trilles hen mod skiftezonen retter jeg en øm ryg og, nakke ud samtidig med at min, ja nu siger jeg det, ømme røv løfter sig fra sadlen. Jeg griber min skiftepose og ser på den, jeg er træt, kroppen siger: lad nu være med at skifte til løbesko, det kommer til at gøre ondt, og ved du hvad, solen skinner, det er også drøn varmt, så lad nu være. Min hjerne er også begyndt at tale om, at det her er et umuligt projekt. Men der er gudskelov den der gamle limbiske del af hjernen, der siger: kom nu vi skal på jagt efter et trofæ, skift sko, pis af og lad os så smutte. Heldigvis vinder min limbiske ven, løbeskoene bliver snøret, og så af sted, publikum er fantastisk og jeg ved at min kone står et sted derude og venter på mig. Ganske rigtig, efter 1 km møder jeg min kone,og jeg møder hende 2 gange mere under løbeturen, inden hun skal hjem. De første 20 km er i hus, det gik rimeligt, men nu er der udsolgt, og det er godt og vel 22 km for tidligt. Altså deler jeg runderne ind i enheder, tager en enhed af gangen, en km ad gangen og så videre, føj hvor ville jeg gerne stoppe, men nu kommer det slet ikke på tale, lidt mere og lidt mere, 15 km tilbage. Nu drøner OL håndboldkampen ud over os, ved hver forplejning vi møder. Tilråb som: du er sej, bliv ved Jesper, du når det, det er en god dag Danmark fører kampen. Selv når jeg går er folk fantastiske, det er som om de forstår, at det ikke er muligt at løbe lige nu og her, og at det er ok at jeg går lidt.

5 km tilbage, det er mørkt nu, men hold da op hvor er det skønt… tak, tak, tak. 4 - 3 - 2 - 1 km tilbage, de sidste 200 meter, stemmen drøner ud over pladsen, folk der klapper og lyden af : You are an Ironman Jesper Carls, lyder det 20 meter fra målstregen…

Fantastisk, jeg er glad, lover mig selv, at det gør jeg aldrig mere, det er ikke kun hårdt, det er værre…. men det sagde jeg også sidst.

Hamburg Triathlon OL - distance 17. juli 2016

Min kone Kirsten var med i Hamburg.

For tredje gang deltager Jan og jeg i dette arrangement. Det er bare et godt arrangement, det hele spiller bare, alt er der styr på. En god svømmestrækning hvor du kommer under et par broer og kommer op af vandet inde ved rådhuset. Cykelruten er god, da der er god plads og det er nemt, at holde en god fart. Sidste disciplin løb, hvor der skal tilbagelægges 10 km, har målgang på rådhuspladsen, hvor det hele foregår i store kulisser.

Selve weekenden bliver også krydret af, at profferne deltager.

Berlin Halv Marathon den 3. april 2016

Berlin Halv Marathon er ganske enkelt et besøg værd, det er godt arrangeret og der er fest og farver på ruten. Vi løber gennem Brandenburger Tor og forbi gamle historiske bygninger. Det skal dog med, at hvis du ønsker en hurtig tid som debutant, så er det ikke det løb du skal vælge, der er rigtig mange deltagere ude på ruten ca. 20.000. Men hvis du skal opleve dit første halv marathon og nyde det i store omgivelser, så er det bestemt værd at rejse efter.

Min dreng Rune Carls lavede sit første halv marathon og syntes det var en stor oplevelse, så kæmpe tillykke med det, min kone Kirsten deltog også og gennemførte sin 3 halv marathon, i flot stil, imponerende når jeg tænker på de skavanker, som hun boksede med, stort tillykke også her. Ellers var min gode ven Jan Dylong med og vi løb sammen hele vejen.

Vejret var også med os på denne dag, solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var ca. 11 grader da vi startede og endte med ca. 17-18 grader sidst på dagen.

Tour De Tirol den 9., 10. og 11. oktober 2015

3 dage 3 løb 3500 højdemeter, det er hvad Tour De Tirol byder en. Løbene er fordelt således: 10 km dag et med ca. 240 højdemeter, dag to et marathon løb med ca. 2345 højdemeter og den sidste dag med 23 km trail løb, hvor de sidste 1250 højdemeter ligger og venter på en. I alt 75 km som afvikles i den lille by Söll i Østrig.

Førstedagen med de 10 km er fordelt på 3 runder, hvor jeg tænkte nå, er 240 højdemeter så meget. Men løbet var meget hyggelig, det afvikles kl. 18.00 og på den sidste runde har tusmørket indfundet sig. Efter løbet var det så ned og hente tasken, få en tør trøje på, og så gik turen hjem sammen med Jan og Claus, for at få kogt pasta, så vi kunne forberede os til marathon løbet, der starter kl. 8.30 næste dag. Hvordan det kan lade sig gøre, er mig en gåde, men på 10 km var der en britisk kvindelig deltager der blev diskvalificeret.

Kl. er 4.45 min telefon vækker mig og Jan. Kaffe, juice og lidt at spise skal klares. Claus sover lige et par timer mere, så hermed en konstatering af at opladningen og ritualerne før et løb er meget forskellige.

Der er gang i højtalerne, der skabes en stemning, hvor selv de se store løb kunne lære noget, en lyd af torden og trommer lyder over højtalerne og ordene:Countdown... ten, eight, seven, six, five, three, two, one, en kanon fyres af, der straks afløses af musik med energi, løbet er hermed skudt i gang. Jeg løber sammen med Jan, og det jeg troede der skulle være en forholdsvis flad etape de første 16 km viser sig hurtig, at være udforende,små bakker og en pukkel af et bjerg forstyrrer, men hvad det er jo et løb hvor der skal afvikles 2400 højdemeter. Efter 16 km starter turen for alvor, det går op og op, først da vi rammer 31 km går det ned, men det er så stejl flere steder, at det tager sin tid, jo stejlere det er, jo længere tager det at løbe. Men så kom der en grim overraskelse, ved 36 km, ser jeg at det går op, ikke bare op men op-op, sveden hagler af mig og pulsen stiger, jeg er næsten nede på 20 til 25 min pr. km, jeg ryster på hovedet for det ser ud, som om det er sådan de sidste 6 km, "jeg dør",tænkte jeg kort, men gudskelov viser det sig, at det kun er 2 km, hvorefter det er rimeligt fladt ind til 41 km. Nu skulle den sidste km så overstås, men det gik også op-op, dog ikke så slemt som de nævnte 2 km, nu kan det lyde helt skørt, men de sidste 200 meter, var heller ikke sjove, føj hvor var det stejlt, specielt med en træt krop og trætte ben.

Under marathon løbet og ved målet, må jeg sige at posterne, var i top, der manglede ikke noget, medhjælperne var søde og hjælpsomme. Selve ruten var markeret på en meget sikker måde, jeg var aldrig tvivl om hvor der skulle løbes, så stor ros for det. Men lad mig sige det med det samme, det er den hårdeste marathon jeg til dato har deltaget i.

Dag 3 musikken drøner igen ud over pladsen, nedtællingen til de sidste 23 km trail lyder over højtalerne: Countdown ten, eight, seven, six, five, three, two, one, kanon fyres af. Mine ben, åh nej, de er ømme og stive fra det ret hårde marathon løb i går, der går næsten 2 km, inden de kun er ømme og ikke helt stive mere. I dag skal der afvikles 1250 højdemeter over 23 km. Efter 300 meter kommer den første stigning, gudskelov en blid, men jeg ved jo, hvad der venter forude. Men ellers virker det ikke så slemt, det går bedre end jeg havde regnet med, efter 5 km er der dog et stykke, der tager pusten fra en, men gudskelov er det kun 1 km’s penge. Videre ad små stier, grusveje og lidt asfalt. Der er et par steder hvor de har lagt små stejle stigninger ind. Efter ca. 18 km når jeg endelig det højeste punkt. På vej ned er der ca. 1 km der er så stejl, at det tog ca. 16 min, derefter kom der et langt stykke, med en drøm af trail sti de næste par km. Nu var der kun et par km tilbage. Endelig i mål.

Tre dage tre løb, det var hårdt men hele turen værd, oven i det havde arrangementet 10 års jubilæum, i den anledning havde de lavet en speciel medalje, for dem der gennemførte alle tre løb.

IRONMAN 70.3 Aarhus den 13. september 2015

”Under vanvittige forhold.....” og ”Meterhøje bølger, kraftig vind og regn var nogle af de ekstra udfordringer deltagerne ved weekendens KMD IRONMAN 70.3 i Aarhus skulle slås med. Ud over svømning, cykling og et halvmaraton til fods at slutte af på selvfølgelig.” skriver Århus Stifttidende, dagen derpå. Og ofte er der et par triathleter der udgår under svømmeturen, men denne gang var det 52 triathleter der udgik under svømmeturen.

Og hvordan var det så? Det var hårdt, bølgerne kom med en kraft der kastede en rundt, jeg følte mig som en tumling omgivet af ca 300 orange tumlinger og poppede op og ned i vandet. På et tidspunkt svømmede jeg og svømmede, hvorefter jeg opdagede, at jeg højst havde flyttet mig nogle få meter, da der var en rød boje lige ved siden af mig, planen var så, at ”ride” på toppen af bølgen og så gik mine arme som små piskeris, inden næste bølge kom, så kunne man orientere sig oppe på bølgen og sidegevindsten var, at man ikke slugte det halve hav.

Godt rundtosset i hovedet svajede jeg småluntende op til skiftesonen, af med våddragten, på med regnfrakken og så afsted på cyklen. De første ca 15 km er ret kuperet, fordelen var, at jeg ikke mærkede så meget til vinden, da den del af ruten lå i skoven, men så kom jeg ud i det åbne terræn og S.Ø vinden havde til tider sine udfordringer, det blev ikke lettere af, at regnen væltede ned. Under turen var det en fin balance mellem, at træde så hårdt så jeg kunne holde varmen og ikke at træde så hårdt, at jeg syrede til inden løbeturen. Jeg passerede mange der var punkteret, her var jeg dog heldig, at slippe for denne lille øvelse. Det var med stor glæde, da jeg genså stranden og kystområdet i Aarhus igen.

Løbeturen forløb stille og rolig, 4 runder blev afviklet med stor fornøjelse og mødet med de skønne medhjælpere var en oplevelse og glæde i sig selv.

Tak Aarhus, det var en super oplevelse, ved lejlighed afleverer jeg de hundredevis af liter havvand jeg slugte.

Open Water Aarhus 4200 Meter den 23. august 2015.

Hold da op, efter mit GPS ur fik jeg svømmet 4273 meter. Det var en hård oplevelse. Da jeg havde tjekket ind, blev vi sejlet over bugten i en stor gummibåd, der nærmest hamrede hen over bølgerne, så ens ryg blev presset sammen flere gange. Da vi nåede kysten, måtte vi selv gå i land ca. 100 meter, undergrunden var så fyldt med store og små sten, at jeg nærmest krappede i land. Der var en kort briefing, de pegede ud på et marinefartøj ca. 1300 meter ud, som skulle passere og råbe vores start nr. til, derefter lå der 3 sejlbåde med et gul vest, som vi skulle pejle efter.

Jeg hilser lige og siger, at der lå mange sejlbåde i vandet og de gule veste, kan man ikke se sådan lige på ca. 500 meters afstand. Men her stopper udfordringen ikke, for bølgerne var så høje, at jeg mange gange ikke kunne se noget som helst, og man føler sig virkelig alene i vandet, der gik ikke mange minutter før de ca. 40 startende var spredt ud over vandet. Ja, bølgerne forhindrede en i at se en svømmer der bare lå 50 meter væk. Ens arme fik nærmest kun fat i luft adskillige gange, når bølgerne løftede en, selv det at trække vejret kunne være svært. Men stille og rolig kom jeg frem, ved simpelthen at pejle mod land. OG da jeg lider af søsyge måtte jeg til sidst lige stoppe helt op 2 gange i et par minutter og kaste op, men jeg havde ikke noget i maven der kunne komme med.

Til sidst kom jeg i mål, træt i kroppen, på grund af søsygen. Jeg havde det dog fint efter små 5 min. Det var den værste svømmetur jeg har oplevet, men samtidig også spændende. Det skal prøves igen, fra arrangørens side hersker der ingen tvivl om, at de har styr på det. På den måde følte jeg en stor sikkerhed under svømmeturen, så ros til dem.

SwissAlpine K78 2015

Pyha det var et hårdt løb, og i år havde Swiss arrangørerne skruet lidt på tidsknappen, tidligere havde man 14 timer til at gennemføre turen, nu var den 13 timer. Det skulle vise sig, at blive en hård beslutning for løbet. I deres egne tal kan jeg læse at ca. 88 procent i gennemsnit gennemfører løbet. Hvis vi ser på tallet i år var der 994 tilmeldte, og selv om vi tager højde for, at nogen ikke mødte op, lad os sige der var 922 startere, så var der 300 der ikke gennemførte til tiden, altså ca. 70 procent der gennemførte, det er efter min menig en fejl disposition fra arrangørernes side, man planlægger ikke et løb hvor så mange ikke gennemfører.

En del af den nye rute ind til Filisur, 30 km inde i løbet, viste sig at være noget mere kuperet end profilen viste, og allerede her blev jeg klar over, at løbet ville være mere hårdt end ventet. Jeg lå nr. 705 på dette tidspunkt, normalt vil min placering svinge, men ikke i år, derfra af blev min placering kun bedre og bedre, jeg sluttede som nr. 619 og kom ind 6 min. før tidsgrænsen.

Min største krise havde jeg i år på vej op mod KeschHytte, der satte jeg mig ned og tænkte ”føj”, min makker sagde ”kom, vi skal videre”. Op igen, et blik på uret viste mig, at der var 2,5 km lidelse tilbage inden vi ramte KeschHytte der lå ca. 52 km inde i løbet. Derfra af gik det ned mod Sertig Pass, hvor man lige kunne komme sig inden man ramte 3 km jævn stigning og 1 km grim, grim stigning, den hårdeste på hele turen. Når man kommer over den, så er det stort set kun nedad, selv om den er udfordrende nok mellem klipper og et stykke med sne, hvor jeg brillerede med at falde og glide et stykke. Da den sidste km op med Sertig Pass var overstået, stod der en kok med varm risotto, hold da op det var super lige at få lidt varm mad ned.

Så var det nedad resten af turen, selv om det er hårdt nok. De første 3 til 4 km, er meget stejle med skarpe sving og løst underlag, hvor man let glider. Her kunne jeg se, at tiden ikke var på min side, så her måtte jeg sætte tempo på. Alligevel var det lige før jeg ikke slap igennem nåleøjet, jeg kom 5 min. for sent til tidsgrænsen ved Sertig. Jeg sagde, at jeg godt kunne nå at komme i mål, og at jeg ville løbe videre. En af medhjælperne stak mig så en flaske med sportsdrik og sagde hvilken sti jeg skulle ind på, for de var ved at tage de bånd ned, der viste vej. Jeg tror aldrig jeg har løbet så hurtigt, hvor der gjorde så ondt i mine ben. Efter ca. 1 km hentede jeg den mand der pillede markeringerne ned efter den sidste løber, jeg løb forbi, med ro i sjælen var der nu igen markeringer. Men der skulle virkelig løbes, hvis mine fine ord til den medhjælper, der ofrede sin sportsdrik ikke skulle komme til skamme. Jeg løb og løb og overhalede den ene løber efter den anden. Mit hoved regnede i tider, fart, tider, fart, tider. Da jeg kom ned til den sidste km råbte jeg til en tilskuer ,” wie spät ist es?”, der manglede ca. 800 meter nu, og da hun sagde ”Acht vor acht”, åndede jeg lettet op. Hvor var det fedt at komme i mål.

IronMan Challenge Billund Herning den 13. juni 2015

Det er en hård og lang dag, gudskelov går det i glemmebogen, hvor hårdt det egentligt er, lige nu og her tænker jeg aldrig mere.... men, men, men, jeg ved jo en god pause på et par dage, så er man klar igen.

Selve Challenge løbet er godt, selv om der er lidt logistisk bøvl: skal man nu bo i Billund eller Herning, for du starter jo svømningen i Herning og slutter i Billund, race briefingen er i Billund og cykel chek in er i Herning. Det virker lidt omstændigt, selve race briefingen var også sådan lidt øv, det blev gjort i en sådan tone at jeg tænkte; ”Nå, må jeg være her”.

Om morgenen på selve dagen skinnede solen og temperaturen var fin, der var god stemning i svømmeområdet, alt fungerede som det skulle. Kl. 6.45 var det så af sted på de 3,8 km svømning. Da jeg kom op af vandet klædte jeg mig stille og roligt om, og så var det af sted på cyklen mod Billund, ca 90 km, hvor der så var 2 sløjfer a 45 km. Efter den tur herskede der ingen tvivl om, at den løbetur, der nu ventede forude ,var den store udfordring, kroppen havde arbejdet længe og benene var mærkede af cykelturen. Her var det jeg genopdagede hvor hård en Ironman er, og midt i det hele væltede en kold regn ned i ca. 3 timer. Men langt om længer kunne jeg passere målstregen, hvor var det dog en fed oplevelse.

Så måske i 2017..... man ved aldrig.

XTERRA Aarhus den 7. juni 2015

”Rigtige Mænd”, sikkert en udsendelse der er set af mange, men hvordan er det så, det der Xterra, kræver det rigtige mænd? Svaret må være ja. Jeg deltog i Classic, der bestod af 500 meter svømning, 25 km MTB og 10 km trail løb. Det lyder som en hyggedag, men det viste sig, at være en meget kold start i 11 grader varmt havvand, derefter 25 km MTB trail rute, hvor jeg flere gange tænkte, det her går galt; i de 2 timer jeg sad på min mountainbike, var jeg fuld koncentreret og måtte virkelig knokle mig gennem ruten. Glad og uden styrt kom jeg ned til skiftezonen og skulle nu ud på de sidste 10 km. Løberuten var lagt så man efter kort tid kom ud på stranden i løst sand, derefter gik turen ind i skoven, op ad en kort bakke, hvor mødet med en del trappetrin tog pusten fra en, ned igen, op ad endnu en bakke, og så var der trin igen, så gik turen ned mod stranden, hvor vi løb en lille km ind mod målområdet. Det var runde 1, og så var det forfra igen, da en runde var 5 km. Da jeg kom i mål havde jeg brugt 3 timer og 7 min. Hyggen havde forvandlet sig til en hård tur, men også en meget spændende tur, hvor jeg var imponeret over de kvinder og mænd der gennemførte Xterra. Hvad nu, hvad med næste år?

JEG SKAL MED IGEN !!!

The Great Wall Marathon 5.164 steps into history

En længe ventet marathon sammen med familien blev til en uforglemmelig oplevelse. Afsættet var, at familien skulle have en fælles kulturel oplevelse, og den fik vi. Det var muligt både at løbe halvmarathon og RunForFun, en 8,5 km distance. På selve turen oplevede vi en masse kulturelle steder, jeg ikke vil komme mere ind på her, da det er løbet jeg vil sætte fokus på, men der hersker ingen tvivl om, at det er en ideel rejse til den aktive familie. Selve arrangementet til løbet bookes hos Albatros Travel.

Løbet kan ikke koges ned til selve løbsdagen, der følger en optakt med. Et par dage før løbet blev vi kørt op på Yin & Yang pladsen, hvor start og målområdet skulle være, her var der tale om et pligtbesøg, hvor alle deltagere skulle deltage i et info møde og en gåtur på den del af muren der skulle løbes. Ved ankomsten så vi det første glimt af muren, og allerede der var man solgt. Da alle deltagere var samlet, ca. 2500, blev der budt velkommen og vi fik en meget udførlig info om, hvordan ruterne på de forskellige distancer blev afviklet på selve løbsdagen, ja der løb løbere rundt, for at demonstrere hvordan det skulle foregå inde på pladsen. Skilte med pile blev vist, og også hvilke depoter der var. For marathon løberne var der en tidsgrænse ved 34,5 km, den var 6 timer. Når de 6 timer var gået, blev adgangen til de sidste ca. 8,5 km lukket ned, arrangørerne sagde, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre, at tilbagelægge de sidste 8,5 km under 2 timer (max tid for marathon er 8 timer).

Her er Kirsten og jeg på Yin & Yang pladsen.

Efter infoen blev vi kørt 5 km op ad en lille snoet vej, til det sted hvor vi skulle på muren for første gang i løbet. For marathon løberne ville denne del af turen foregå to gange. Det var meget specielt at gå på muren, mit fotoapparat stod næsten ikke stille. Der var en fantastisk udsigt over bjergene, der stod grønne og frodige, hvor muren, som en grå drage snoede sig op på toppen. Formålet med denne tur var ganske enkelt den, at den enkelte deltager skulle vurdere, om marathon distancen var det rigtige valg. Efter turen på muren kunne den enkelte løber booke om fra marathon distancen til halvmarathon, hvis man følte, at det ville være for hårdt. Det tog os ca. 1,5 time, at tilbagelægge de ca. 3,5 km på muren. Der var små trapper, store trapper og steder hvor der var stejle passager uden trin, hvor et gelænder, var til stor hjælp, det stejleste stykke endte nede mod Yin & Yang pladsen. Da man langt om længe var tilbage på pladsen, fik man udleveret vand og lidt at spise, og de løbere der følte for det kunne booke om. Men hvor var det dog en fantastisk, historisk gåtur. Der herskede ingen tvivl om, at de 2032 trin havde sagt pænt goddag til ens ben, og så havde vi endda gået muren fra den side der var lettest. Og ja, der var flere løbere der bookede om, fra Marathon til halvmarathon. Løbet havde sine kæmpe udfordringer og det skulle prioriteres rigtigt, hvis man skulle fornuftigt igennem når de sidste 8,5 km skulle "løbes". Men min kone havde misforstået formålet med inspektionsturen, hun var tilmeldt RunForFun, en 8,5 km løbetur, hun bookede om til halvmarathon :)

Her ser vi Kirsten og Rune på muren.

Så kom dagen endelig for alvor, jeg stod tidlig op, drak juice, fik lidt at spise, og gjorde min løberygsæk klar med ca. 1,5 liter væske der var blandet med sportspulver. Selv om der var mange drikkeposter, vidste jeg fra vejrudsigten, at det ville blive 30 grader, jeg ønskede en helgardering. Skifteposen blev pakket, og kl 4.30 om morgenen var det ud i bussen, der kørte os op til Ying Yang pladsen. Da jeg stod ud af bussen mødte jeg en kulde, som jeg ikke havde forventet, i ca. 2 timer frøs jeg, indtil solen kom fri af bjergene og endelig sendte sine varme stråler. Men pludselig var ventetiden gået, musikken havde drønet over pladsen, hvor et par kineserpiger gav en god opvarmningsoptakt, taler og de sidste info var fortid.

Starten gik, de første 5 km var op ad bakke op mod muren, og da jeg vidste hvad der ventede mig der, tog jeg den med ro. Så kom den kinesiske mur, og hold op trapper er hårde, når de skal forceres i tempo. Ved ca. 8,5 nåede jeg Yin & Yang pladsen igen, og nu var det ud ad vejen, hvor vi passerede små landsbyer. En masse små børn stod og heppede på os, og flere af børnene stoppede løbere, for de ville gerne have deres autografer, den ene High Five efter den anden blev uddelt. Efter ca. 16 km kom der 7 km hvor vi skulle op ad bakke igen. Ingen vind og 30 grader nærmest råbte "Det her er The Great Wall Marathon", våde svampe blev flittigt brugt til at tørre ansigtet, og vand blev hældt hen over kroppen til nedkøling. De næste 4 km gik nedad, og da jeg kom ned, vidste jeg der var 4 km tilbage på flad vej. Det var skønt, nu kunne jeg efterhånden tælle frem til 34 km, det magiske tal hvor tidsgrænsen var. Hvor mærkeligt det end lyder, så glædede jeg mig som et lille barn til mødet med 34 km mærket, hvor jeg igen skulle op på muren, men denne gang fra Yin & Yang pladsen.

Her er jeg på vej op på muren til de sidste 8.5 km.

Jeg ramte 34 km 5 timer inde i løbet, altså en time før tidsgrænsen. Glad løb jeg igen op på muren, men føj det var hårdt. Det første stykke var stejlt, gelænderet blev brugt så jeg kunne trække mig op, jeg passerede adskillige løbere der sad ned, nogen virkede fuldstændig færdige, folk pustede, stønnede og kravlede bogstavelig op. Midt på det stejleste stykke stod en lille bod, hvor kinesere forgæves forsøgte at sælge vand og is. Jeg følte det bare gik op, op, og op. Flere steder var passagen så smal, at det virkede som en kamp, at skulle gå uden om en løber. Endelig blev muren lidt bredere. Selv havde jeg fat i et par trin med hænderne for at møve mig opad, men hold da op hvor var det fedt, solen skinnede og lidt længere fremme kunne jeg se en del løbere der gik, sad og kravlede op ad muren, som små farvede myrer, et syn jeg aldrig glemmer, ja, jeg bliver helt rørt ved minderne. Flere løbere lænede sig stille ind mod muren, andre sad bare stille som om de tænkte, "hvad gør jeg her?". Til sidst nåede jeg stedet hvor turen gik af muren igen og ned mod Ying Yang pladsen, 5 km ned ad bakke, de samme 5 km som vi tidligt om morgenen havde løbet op. De sidste 8,5 km tog mig 1.50 time. De sidste 10 meter tog jeg Jan i hånden, vi havde løbet hele turen sammen, og vi løb over målstregen ind til min og Jans familie, der hyldede os.

Jeg har løbet mange marathon, men det her er det bedste marathon jeg til dato har oplevet. Kære marathon løber, hvis du nogensinde skal opleve et løb med historiske vingesus, opleve en anden kultur, afprøve grænser, få en fælles oplevelse, med familien og andre "gale" løbere, hvor alt bare spiller, så skal du prøve 5.164 steps på The Great Wall.

Jeg slutter af med den del jeg beskrev i starten, at det kan blive en fælles familieoplevelse, begge mine børn var glade for oplevelsen med FunForRun løbet på de 8,5 km og min kone var stolt over, at have tilbagelagt et halvmarathon.

Her er Jan Dylong og jeg i mål.

Fakta: der var 858 starter på marathon distancen og deraf gennemførte 740. Hvis du vil se flere billeder, se under linket.

Fyr til fyr 59 km løb den 11. april 2015

Lad mig lige starte med lidt kritik, så det er overstået. Da jeg ankom til målområdet, var min første tanke en cola og det skulle være nu og her….. men hvad møder jeg? Øl og banan, det er bare ringe, ja det grænser næsten til amatøragtig optræden. Specielt oven på en dag, hvor vi mødte 20 grader, en varme der kom lidt bag på en del af os, men det med varmen tager jeg på min kappe, men som arrangører SKAL der bare være minimum vand i målområdet, ja jeg vil endda sige der skal være cola eller lignende produkt.

Turen Fyr til Fyr er mit andet, og det var lige så smukt som jeg husker det, de første km ude på stranden er skønne og senere i løbet rammer vi Helligdomsklipperne, der efter min mening er den bedste del af ruten. Dagen bød dog på en del udfordringer, ved ca 14 km vred jeg om på min ankel, så jeg humpede nærmest hen til den første post (efter 20 km), hvor der var en løber der havde lidt sportstape, som jeg viklede lidt stramt om (tak til ham). 20 km depotet fungerede og medhjælperne var søde og festlige. Så gik turen videre mod næste depot der lå ved 38 km, inden da havde solen fået magten over lille Bornholm, så vindjakke og den langærmede trøje blev hurtig proppet ned i ryksækken. Men, men…. da jeg havde løbet 37 km jog der en smerte igennem min venstre lægmuskel, så jeg humpede stille ind til 38 km posten, hvor der var masser af gode ting og sager. Her sagde jeg så til min løbemakker, at han bare skulle smutte, for fra nu af blev det lidt svært med løbet for mit vedkommende. Da jeg kom ind på den del af strækningen hvor der blev kuperet, fandt jeg ud af, at jeg godt kunne småløbe ned, der kunne jeg ikke mærke smerten i min læg. Efter ca. 7 - 8 km fik jeg med et luntetempo gang i benene igen, uden at skaden føltes til at blive værre.

Så slutreplikken er: Det er et godt og meget smukt løb, depoterne er super, medhjælperne er super, men husk pak din sluttaske, som om der ikke er noget forplejning når du kommer i mål. Sørg for et støttebind og lidt sportstape i din rygsæk. Med disse forbehold, er løbet værd at deltage i.

Copenhagen IronMan den 24. august 2014

Egentlig havde jeg lovet mig selv, at min 3 Ironman i 2010 skulle være min sidste Ironman. Men.... da Copenhagen Challenge sidste år blev en del af Ironmanserien og fik den store omtale i medierne, kunne jeg ikke dy mig, jeg skulle prøve en gang til.

Det var den rigtige beslutning, det blev til en vidunderlig hård oplevelse. Svømmeturen, der havde sin start på Amager strand, sagde godmorgen med en super flot dyb orange solopgang, de sidste informationer blev spyttet ud af højtalerne i en blandet landhandel med musik. Våddragten blev taget på, og jeg gjorde mig klar til 3.8 km svømning. Da jeg var i anden startgruppe, der repræsenterede "de gamle", fik jeg en del puffen og skubben på min svømmetur, når de hurtigste svømmere fra de andre startgrupper kom bag fra. Ellers var forholdene ideelle, vandtemperatur på 18 grader og havblik, hvad mere kunne man ønske sig. Svømningen gik ret godt, ja det var ligefrem hyggeligt, vandet var så klart, at man kunne se havbunden og det blev til en ekstra oplevelse. Op af vandet, finde skifteposen og så ind i et overfyldt telt, hvor der næsten ikke var plads, jeg fik dog skiftet til cykelturen. Cykelruten var forholdsvis flad, men hold da op hvor var der mange sving, men også her betød de små sving og smalle veje, der til tider mindede mere om stier end veje, hygge. Ruten bestod af 2 runder, op langs kysten mod Humlebækog så mod vest, hvor vinden sagde goddag til en. Min første og eneste krise under løbet kom efter ca. 130 km, farten gik ned, til næsten 20 km i timen, jeg valgte at cykle 20 km i timen en halv times tid, spise lidt (jeg havde smurt et par marmelade madder) og drikke, og så gik det igen. Det fedeste på cykelturen var Geels bakke, der er en af Danmarks største bakker. Den skulle passeres to gange, ogher stod folk i en kødrand på begge sider, der var ganske enkelt lidtTour De Franceover det. Efter anden runde gik det ind mod København. Ved skiftezonen tog hjælperne imod cyklen, hurtig fat i skifteposen, for at gøre sig klar til sidste disciplin. Nu manglede der "kun" 42,2 km løb og med min relative mindre løbetræning, for at skåne knæet, vidste jeg det ville blive en udfordring, efter den lange cykeltur, så min plan var, at komme godt gennem de første 21 km og derefter futte resten i et meget moderat tempo, for ganske enkelt at nyde oplevelsen. Min plan holdt. De sidste 21 km hyggede jeg mig, man skulle være et skarn for ikke at nyde turen, for opbakningen fra københavnerne og tilskuerne var ganske enkelt fantastisk. De har i den grad taget Ironman løbet til sig, de var overalt på denne 4 runders strækning ,og alle triatleter fik masser af gode positive råb med på vejen. Jeg tænker, at tilskuerne og de mange frivillige skal have en stor tak, det var fantastisk.

Swissalpin K78 – 79 km bjergløb 2014

Højdemeter +2660 / -2660

Mudder, mudder, mudder og atter mudder, man skulle næsten tro, der sad en højere magt og tænkte: ”Nå nu skal de ud og løbe i bjergene, så må jeg nok hellere sørge for, at det regner hele dagen”. Og det gjorde han, det regnede hele dagen og med temperatur på 0 grader hen over de 2 bjerge, så mærkede jeg også kulden snige sig ind i kroppen, der efterhånden var blevet ret kold. Lad mig sige det med det samme, det er et fantastisk flot, men hårdt løb. Da starten gik var det tørt, men allerede efter en halv times tid begyndte regnen, stierne blev glatte, tungen skulle holdes lige i munden hele turen rundt. Mange faldt og måtte udgå, to steder så jeg blod og på denne måde blev ens påpasselighed skærpet. Turen tager for alvor fat i byen Filisur ca. 33 km inde i løbet, der kommer de første ca. 4 km seje stigninger, derefter er der en jævn stigning til Chants, der gik det fint, flere steder er der fladt, men så kommer stigningen, der for alvor trækker tænder ud efter 50 km, nemlig stigningen op til Keschhütte en 5 km stigning, der tilbagelægges i et tempo hvor en hurtig skovsnegl nemt kunne overhale mig, men op kom jeg. Nu gik det kort ned mod bunden, retning Sertigpass. Min tanke var, ”så Jesper nu skal der lidt tempo på”, men nej, det var glat og der skulle løbes kontrolleret ned, jeg mærkede i mine lårmuskler hvordan de hele tiden blev belastet, når der skulle holdes imod, så tempoet ikke blev for hurtigt. Langt om længe kom stigningen mod Sertigpass, en jævn stigning indtil der mangler 1 km, men den ene km føj!!, siger jeg bare, jeg kiggede slet ikke op, mit syn var fokuseret mod mine fødder, der tog et skridt ad gangen, stille og rolig, løft, løft, løft, sådan sagde jeg til mig selv hele vejen op i 20 min. var jeg lang tid om det? Ja og nej ingen overhalede mig på denne km, men jeg hentede ca. 10 løbere. Oppe og 61 km tilbagelagt, de næste 3 km var grumme selv om det gik ned, stejle små stier, hvor en del af det kun bestod af store skærver, det tog ca. 10 min pr. km. Først efter 64 km, kunne jeg igen løbe ”normalt”, nu vidste jeg, at løbet var i hus, en fed fornemmelse, tid var der nok af og så gik det hjemad mod mål i nydelse.

Davinde Sø

OTK har sat en bane op på 710 meter, det fungerer ganske enkelt super godt, et skønt sted, hvor man kan se de hvide bøjer på vandet.

Fyr til Fyr 60 km Ultraløb 2014

Tidligt op sammen med Jan Dylon og Claus Pedersen, vi skulle med bussen fra Hammerknuden til Duedodde fyrtårn. Dagens program hed ganske enkelt, løb 60 km ad kysten fra Dueodde fyr til Hammer Fyr. Lidt filosofisk kan man sige at ordet Hammer, er på sin plads, det var ikke en nem opgave at løbe langs kysten der i alt bød på ca. 690 meter stigning og ca. 670 nedstigning. 690 meter lyder ikke af meget, men når det er fordelt på små bakker, der kommer i en lind strøm efter de første 10 km langs stranden, ja så kan man mærke hvordan ens ben stille og rolig syrer til. Men løbet er ganske enkelt så smuk, at man helt glemmer hvad man har gang i, kysten spytter nærmest det ene smukke sted ud efter det andet. Det er et pragtfuldt løb der fortjener stor ros og er helt klart et af Danmarks smukkeste. Hvis man går og drømmer om at deltage i et ultraløb, så er denne strækning et debut værd.OGet stort tillykke til Jan Dylong, der gennemførte sit første ultraløb og nu med rette kan kalde sig ultraløber.

Berlin Marathon 30. september 2012

For pokker, hvor er Berlin Marathon dog en fed oplevelse. Festen starter, for dem der ikke ved det, dagen før, for om lørdagen sad vi med en god kop kaffe ved Brandenburger Tor ved en af de utallige boder, der solgte øl, frittere, karrywurst, kaffe og hvad ved jeg. Musikken og solen kæmper om opmærksomheden med storskærm og hygge, pludselig bliver det meddelt, at over 8000 børn er på vej igennem Brandenburger Tor, det er ganske enkelt livsbekræftende at se dem, ca. en lille time efter drøner inlinere forbi med 45 til 50 km i timen, alt i alt en perfekt optakt til dagen før dagen.

Søndag tidligt op, til Claus der bandede ad mit vækkeur; væske og mad blev indtaget, hvorefter turen gik ned til Berlins effektive transport system, hvor vi hurtigt kom frem til startområdet, der ganske enkelt er stort og effektiv. Glade og hjælpsomme medhjælpere sørgede for at alt klappede og fungerede. Langt om længe gik starten samtidig med at tusindvis af blå balloner steg op mod en blå himmel. Turen rundt sammen med tusindvis af løbere og med ca. 1 million tilskuere, musik, tilråb og boder, der bare fungerede, var bare fed.

I målområdet fik man sin velfortjente medalje, en pose med lidt spiseligt og efter et par minutter havde jeg hentet mit skiftetøj, hvorefter turen gik hen i bad og til min store overraskelse var der dejligt varmt vand, ganske enkelt imponerende.

Hvad skal man sige……?? Berlin Marathon er ikke bare et gensyn værd, det kalder på adskillige gensyn.

eXtrem Marathon den 28. & 29. maj 2011

F… Fu.. det var koldt.

Regnen og de lave temperatur var ikke ligefrem det, man ønskede sig mest til dette arrangement. Claus og jeg nåede heller ikke ret langt ind i løbet, før posterne lå i moser hvor mudderet og vand nåede en helt op til livet. Kulden havde dermed holdt sit indtog i kroppen og som et par tøsedrenge, talte vi om at springe vandpassagerne over… mennnn, selvfølgelig skulle vi i søen, ellers er det jo ikke det samme.

Post 10 og 11 var så vores skræk, bare det at tage tøjet af og få de iskolde svømmeveste på er en kamp i sig selv. Med vesten på løb vi rund om søen, hoppede i og svømmede så ca. 150 meter, bagefter var det straks videre med de våde veste på hen til post 11, efter 5 min. løb så vi posten der lå 50 meter ude i søen, i igen og efter de 100 meters svømning (der ikke slår nogen rekorder i hastighed på grund af svømmevestene), var det om at skynde sig op til stedet, hvor vi kunne smide svømmevesten og få noget tørt tøj på. Kroppen rystede helt vildt, det var en kamp bare at få sit tøj på, fingrene var næsten følelsesløse. Tanken, at det havde været bedre at være en tøsedreng strejfede mig dog. Resten af posterne var en fornøjelse, da vi vidste at der ikke var flere vandpassager, de sidste 3 poster måtte vi finde i mørket og det lykkedes da også for os, at gå galt på sidste post, men efter 45 min. fandt vi posten. Efter 6.37 timer nåede vi endelig Night Campen, så var det om at få tørt tøj på, regnen var gudskelov stoppet, så vi kunne spise inden vi krøb til køjs.

2 dagen, solen skinnede og humøret var højt, vi undgik selvfølgelig ikke flere poster der lå så langt inde i moseområder, så moselugten klæbede sig fast helt op til livet, dagens vandpassager var ikke så lange og efter lidt tøse snak undervejs, var der selvfølgelig ingen tvivl, vi skulle i vandet, det er jo derfor, at netop dette løb er noget specielt. Anden dage tog os ca. 5.45 timer.

Skal jeg med til næste år?

Ja

Skal jeg være en tøs inden jeg når vandpassagerne?

Ja

Hopper jeg i, selv om man dårlig selv husker hvad man hedder bagefter?

Ja

Til dig der ønsker at komme mental styrket hjem efter et weekend ophold, så er løbet her motion for benene, mudderbad til kroppen (som mange fine damer bruger), et strejf af vinterbadning, socialt samvær og selv det mest elendige mad smager skønt i Night Camp.

Jesper Carls

The Hammer Trail Bornholm den 7. maj 2011

Danmarks hårdeste Marathon, det er hvad jeg vil kalde Hammer Trail Marathon på Bornholm, det er vildt hårdt og vidunderligt på en gang. Løbet foregår i terrænet omkring Hammershus på Nordbornholm, det går op og ned hele tiden, små korte stigninger, lange seje bakker, klippestier, underlaget er ofte meget ujævnt og mange steder stikker der klipper op, løb ved vandet på stenet underlag og så ikke at forglemme hundrede vis af trappetrin, bl.a. ved Johns Kapel. På et tidspunkt var løbet så kuperet at vi kun tilbagelagde 2 km på 30 min. Udfordringer var der nok af, og på et af stykkerne lå der en masse efterladenskaber fra får, de sidste 8 km af marathon distancen tilbagelagde vi i mørket. Du skal under løbet selv medbringe det væske du indtager (du møder dog forsyningsposter 3 gange), desuden er mobiltelefon, fløjte, plaster, hat og pandelampe obligatorisk udstyr.

Jeg var der over sammen med min løbe ven Claus, jeg ved ikke hvordan Claus har det i dag (2 døgn efter), min krop virker brugt, ikke kun i benene, men hele kroppen er lettere øm. Skøre som vi er, har vi talt om……hvad nu hvis vi tog 50 miles til næste år? Tja, så bliver kroppen vel bare dobbelt så øm, eller hvad?

Hammer Trail kan kun anbefales.

Jesper

Assens Offroad den 13. nov. 2010

Efter løbet, Erik, Jesper og Claus.

Solen skinner, dagen byder velkommen til den 10. udgave af Assens Offroad. Familien Cramer har taget pænt imod os, og alle venter nu på, at løbet sættes i gang. Båthornet lyder, og så er det ellers derudaf. Tempoet er højt…. Øh… Hvis det ikke lige var fordi der er 2 besværlige bakker, smalle stier, 50 meter mudder, 5 meter kold å vand, 4 store træstammer og 1 stor halmballe pr. omgang, som skal løbes 10 gange.

Berlin Marathon 2010 er STORT !!!

Berlin Marathon er så stor, ville en lystfisker sige og kunne næppe få armene langt nok ud, for at vise hvor stort det er. Dagen før selve marathon løbet, er der en summende stemning inde ved Brandenburger Tor, overalt er der boder, som sender en duft af Karrywürstschen ud over pladsen, store skærme, der viser reklamer for løbet og danner optakt til aftenens store løb. Spændingen på pladsen stiger og tusind vis af kærester, koner, har forladt boderne, for inden længe sættes 7000 inlinere af sted på den lange maraton rute. Solen er ved at gå ned, storskærmene lyser endnu mere op og spændingen stiger yderligere, for nu står der ca. 20.000 forventningsfulde forældre, søskene og bedsteforældre og venter på at mini-marathon sættes i gang, for børn i alderen 10-18 år. De skal løbe 4,2 km, og lad mig sige det som det er, når 10.000 børn og teenager kommer stormende, løbende, gående mod Brandenburger Tor, med røde kinder og glade ansigter, bliver det ikke større. Den glæde det er at se så mange børn løbe under Brandenburger Tor er alene turen værd.

Men som deltager i Berlin Marathon må jeg sige, at det også er stort, ganske enkelt fordi det er stort, når 40.000 løbere bliver sendt af sted søndag morgen. Når man så ved at hver ottende løber er dansker, og dermed den nation der er mest repræsenteret fra udlandet, bliver det ekstra sjovt. Man skal ikke løbe mange meter, før de første råb kommer en i møde:Kom så Danmark… Godt gået…. Bliv ved… Du er snart hjemme….samtidig med at dannebrog vifter overalt, ja næsten oftere end det tyske flag, så bliver oplevelsen noget helt for sig selv.

Mit løb var en kold fornøjelse. En skade i min lægmuskel gjorde, at jeg havde planlagt at løbe langsomt, ganske enkelt fordi turen var betalt og oplevelsen skulle i hus. Jeg måtte hurtigt sande, at turen på denne måde blev en større udfordring end først beregnet, det var hårdt at løbe langsomt i regnvejr, samtidig med at temperaturen lå på ca. 10° grader. Benene syrede fuldstændig til, da jeg nåede 30 km, hvor jeg ellers stødt havde holdt et tempo på 6 min. Pr. km, men så var det sket. Selv om jeg ønskede det, så var der ikke mere tilbage, så de sidste 12 km lignede jeg vel en ”gammel” mand på krykker der var stukket af fra et plejehjem. Men… men… men, jeg fortrød ikke, det var som lystfiskeren siger,den var så stor, forskellen er bare, at jeg fangede den STORE fisk, jeg fik oplevelsen med hjem. OG VED I HVAD, jeg skal derned igen, helt sikker i 2013, når der er 40 år´s jubilæum, måske før.

ChallengeCopenhagen 15. aug. 2010 Ironman

Aftenen før løbet viste vejret sig fra sin værste side, et skybrud hærgede over København, så de stativer, hvor vores poser med cykeludstyr hang, kollapsede. Næste morgen havde de utrættelige frivillige medhjælpere reorganiseret alle 1700 poser, så man let kunne finde sin pose. Dette er nok et godt billede på, hvor godt selve arrangementet fungerede.

Amager strand var perfekt at svømme ved, og vejret viste sig fra sin bedste side med kun lidt støvregn. Derefter var det så ud på cykelruten, op gennem Nordsjælland. Her var der medhjælpere på sidevejene, som klappede hver gang man passerede dem, dette var en stor opmuntring, for sådan 6.30 time på cyklen kan godt blive en ensom sag. Jeg havde dog en hygge sludder 1 minuts tid, med en af de utallige referees, som kørte cykelruten rundt på deres motorcykler. Sagen var ganske enkel, jeg skulle tisse, og der var mark så langt øjet rakte og ingen mennesker. Alligevel skulle vi lige have en sludder om, hvor man måtte tisse, så jeg lovede, at jeg fremover ville benytte mig af de officielle toiletter eller trække ind i en skov.

Det var pragtfuldt at skifte over til løbet efter 180 km cykling, og her en stor kado til Københavnerne, for over alt stod de og klappede, og råbte opmuntrende ord. Det var ganske enkelt en kæmpe fornøjelse at løbe turen rundt i det indre København.

Til sidst kommer man i mål, træt og bevæget, og modtagelsen fra publikum og arrangørens opbygning af de sidste 100 meter, hvor man løber en runde, er bare super.

ChallengeCopenhagen hører til et af de bedste arrangementer, jeg har deltaget i. Så drømmer du om en Ironman, er det her i vores eget land, du møder et af de bedst arrangerede triathlonarrangementer.

Firma Team Challenge 5. juni 2010

Ca. 9.15 timer tog det Erik, Claus og jeg at komme gennem dette adventure race. O-løb, vandopgaver, lidt kajak og cykle og cykle og cykle og cykle, sagt på en anden måde, der var alt for meget cykling, i forhold til resten. I alt cyklede vi godt og vel ca. 60-70 km og løb ca. 15 km. Flere af opgaverne var gode, men nogle af opgaverne virkede lidt tynde f.eks: skyd en golfbold over to bakker over en distance på 5 meter. Værst var dog, at mindst 3 poster var anbragt forkert, det var lidt frustrerende, tiden gik, og flere hold omkring os bandede lidt voldsomt, da de heller ikke kunne finde posterne. Arrangørerne måtte stå model til en del verbale tæsk, synd for dem, da de jo havde gjort et stort stykke arbejde. Men når det er sagt, må det bare ikke ske. Posterne skal være placeret rigtigt. Folk træner, andre afprøver måske et adventure race for første gang, så skal det også bare være i orden. Der skal dog lyde en stor tak til de frivillige, der brugte en hel fridag, for at vi kunne få en god oplevelse. Men oplevelsen smuttede på grund af sjusk. Sidste år var vi heller ikke vildt begejstrede, men ønskede at give det en chance, det fik det så i år, men Fredericia´s Firma Team Challenge dumpede. Vi jagter ikke tider, men et godt og varieret race. Kort og godt, vi må se os om efter et andet adventure race.

Sportslig hilsen Jesper

eXtrem Marathon den 29. & 30. maj 2010

Ny rygsæk, flotte løbesko og så af sted. Første post skal findes, på vejen er der en vandpyt, uden om den, for der er jo ingen grund til at blive svinet til…. GLEM det, inden du er færdig, er du våd, kold, træt og lugter af mose, røg og gammelt sved. Løbet er en udfordring, både fysisk og psykisk. Løbet afvikles over 2 dage, kravet er at du under turen selv skal medbringe telt, gas, sovepose, liggeunderlag, mad, tøj, væske og de fornødenheder, der er behov for.

Claus og jeg (Jesper) deltog i X35 km rækken. I alt tilbagelagde vi 27,02 km den første dag og 27,64 km på anden dagen. Lad os nu sige det som det er, vi er ikke nogen ørne til orienteringsløb, men vi fandt alle posterne, selv om post 3 på første dagen voldte os en del problemer.

De psykiske dele består af vandpassagerne. Her skal man virkelig overvinde sig selv, ikke fordi selve svømme distancen er udfordringen, den længste er på ca. 100 meter, nej det er temperaturen i søen, som er 12° grader ”varmt”. Når man kommer hen til de poster, hvor der skal svømmes, så gælder det om hurtigt at komme af med overtøjet, på med redningsvesten og rygsækken, og så kan det ikke gå hurtig nok med at komme ud i vandet. Kort sagt skal man ikke stå og tænke så meget, for så får man rigtig ondt af sig selv. Claus og jeg prøver gerne at komme med et par dårlige kommentarer som, ”…Har i sat varmelegemer i redningsvesten”…. ”Hvad koster det at leje en kano”….osv. Vi ved godt, at de stakkels frivillige medhjælpere sikkert har hørt dem 100 gange før, men de lader som om de hører det for første gang, TAK FOR DET.

Op af vandet, og så kommer den næste udfordring på første dagen. Kroppen får aldrig rigtig varmen igen, og mørket indfinder sig stille og roligt. Når mørket så for alvor har lagt sig, skal man virkelig tage den med ro, for hvis man løber forkert på dette tidspunkt, er det rigtigt svært at finde posterne.

På første dagen nåede vi NIGHT CAMPEN KL.23.50. Vi fik hurtig sat vand over, så vi kunne spise lidt. I år havde vi byttet de smarte dyre tørkost poser ud med kartoffelmos pulver og ristet bacon, det smagte meget bedre, og var væsentlig billigere end den dyre tørkost.

Anden dagen er også hårdt. Man er lidt træt, frygter allerede lidt de kolde vandpassager og for vores vedkommende: tidsgrænsen. Men denne dag gik super godt, posterne fandt vi nemt, og faktisk tilbagelagde vi en længere distance på kortere tid end på første dagen.

Vi havde alt i alt en god, spædende og sjov tur. Vi fandt ud af at X35 km distancen er passende for os, så den snupper vi til næste år.

Sportslig hilsen Jesper

IRONMAN den 2. august 2009

To forsøg skulle der til, her i sommerferien, før et af dem var i hus. Den første var i Frankfurt, der nåede jeg kun at svømme og cykle100 km, før der var udsolgt. Dette måtte nok tilskrives for lidt cykeltræning. Så var det om at komme hjem og få cykeltrænet på landevejen, inden den næste ironman, løb af stablen om en måned i Glücksburg.

Denne gang var alt i orden, og jeg kom i hus i tiden 13.31.04. timer. Under cykelturen var jeg dog desperat, efter at få et stykke chokolade. Jeg huskede en tabt Mars-bar, der lå på vejen, og under næste runde samlede jeg Marsbaren op. Den var godt nok blevet kørt over et par gange, men jeg spiste den med velbehag. Jeg følte energien komme tilbage, dette var nok ikke kun Marsbarens skyld, men lige så meget psykologisk, det at jeg havde fået lidt chokolade.

Efter lidt regn på cykelturen, var det om at komme af sted på løbeturen. Da vejrudsigten havde lovet regn, tog jeg min regnfrakke med, men jeg besluttede dog hurtigt at skille mig af med regnfrakken, for den var både bøvlet og omstændelig at løbe med. Løbet gik fint og efter 5.15 timer løb var min anden ironman i hus. Det eneste problem er, at når man endelig kommer i mål, har man ikke energi nok til at nyde det for alvor, der skal først en god nattesøvn til.

Jesper

eXtrem-Marathon....Den 30-31 maj 2009

Føj, det var et xtremt hårdt løb. Vi havde tilmeldt os 50km, for udgangspunktet var jo, at ca.30 kmkunne vi godt løbe om dagen. Men, men, men ...den første dag løb vi lidt over40 km, vi nåede ikke at finde alle poster, inden det blev mørkt, så vi ragede rundt inde i skoven for at finde de sidste poster. Sagen blev heller ikke bedre af, at vi frøs ad h..... til. Det endte med, at vi måtte lade poster være poster og så se at komme ind til nightcamp, hvor vi ankom ca. klokken 1.40 om natten. Inden vi fik spist og fik varmen igen, var klokken ca. 3, og vi skulle så op igen 6.15, for at gøre os klar til næste dags strabadser. I alt havde vi været af sted i 8 timer.

Næste dag måtte vi dog sande, at efter 3 timer, havde vi kun fundet fem poster. For overhovedet at komme hjem i ordentlig tid, valgte vi at skære flere poster væk, alligevel brugte vi på andendagen 7,5 timer.

Lad os sige det som det er, det er et løb, hvor vandovergangene og de sumpede områder virkelig udfordrer en, flere af posterne er svære at finde, så man skal virkelig vide, hvordan man løber o-løb.

Oplevelsen er dog alligevel fed, så det er helt sikkert, at vi deltager til næste år.... Men vi tager35 kmruten næste gang, og når vi så får mere styr på orienteringsløb og kender området bedre, kan det jo være, at vi sniger os op på 50km igen.

Selve arrangementet er godt, der er styr på det.Flot naturoplevelse hvor man virkelig kan blive misundelig på jyderne over, at de har et så pragtfuldt område, alene det er turen værd. Det skal dog siges, at hvis du ikke er en ørn i orienteringsløb så start med35 km, der er rigeligt at se til.

HAMBURGMARATHONden 26 maj 2009

Her løber jeg i varmen.

Jeg tog til Hamburg med Claus, men han døjede med en skade og kunne desværre ikke deltage. Jeg (Jesper) fik gennemført men på en ringe tid 4. 30, årsagen til dette må findes i mit elendige valg af løbe tøj, jeg valgt lange sorte løbebukser og en sort løbetrøje, og da solen bagte fra en skyfri himmel, måtte jeg sande, at kroppen ganske enkelt blev forvandlet til en trykkoger.

Ellers må vi meddele, at Hamburg Marathon er et godt arrangement, der er plads til at løbe, mange tilskuere og masser af underholdning undervejs. Det er et arrangement, der varmt kan anbefales.

OstseeMan Ironman 2007

Jeg var nervøs, stemningen omkring mig var spændt, musikken drønede over højtalerne samtidig med at der blev talt ned. Fünf…. vier…. drej…. zwei…. eins….Hurtig blev man revet med af 800 triatleter der kastede sig ud i havet, hvor der skulle svømmes 3,8 kilometer og min første Ironman var i gang.

En oplevelse for livet, alle følelser kom i spil, under de 226 kilometers svømning, cykling og løb falder man så dybt ned i et sort hul, at du tænker på at stoppe, du spørger dig selv om du nogensinde kommer op igen, fortvivlelsen breder sig, ens følelser er nærmest blotlagt og alt trænger sig på….. men en eller anden rest af stolthed, vinder til sidst over de negative tanker, du tager en kilometer ad gangen, du finder en reserve, som du ikke troede var muligt, du nyder turen, arbejder dig igennem og pludselig er der ikke langt igen, målet nærmer sig. De sidste 5 kilometer svæver jeg nærmest i eufori, jeg er på vej i mål og dermed har jeg lavet min første Ironman.

Jeg ved ikke hvordan det burde være, men da jeg endelig kom i mål og havde fået min medalje, som bevis for at jeg havde gjort det, fandt jeg mig et ensomt hjørne, smilede og et par tårer pressede sig ud. Efter at jeg havde sundet mig lidt, var følelsen af lykke ganske enkelt overvældende. Det er en følelse, som jeg ønsker, at alle på et eller andet tidspunkt vil opleve i deres liv.